Hvorfor kommunikere?

Fordi ellers er der jo ingen, der hører om jeres produkt og gode historier. Og hvorfor er det vigtigt? Fordi ellers har I jo ingen chance for at gøre jer gældende i jeres marked – uanset om I vil sælge varer, tiltrække medarbejdere eller påvirke en dagsorden.

Hvorfor bruge mig?

Ja, det er et godt spørgsmål. Der er rigtig mange dygtige kommunikationsfolk derude, og jeg tilbyder lige som dem dedikation, professionalisme, nysgerrighed, indsigt, afleverer til tiden og alt det der. Det er en selvfølge! Jeg er ikke udpræget specialist inden for nogen af kommunikationsområdets discipliner. Jeg er udpræget generalist, og det har jo selvfølgelig sine fordele, hvis I som virksomhed eller projekt/event skal bruge en, der kan dække bredt.

Hvorfor eksisterer Curveball?

Det var her, jeg skulle skrive mit stærke, velformulerede why; det overordnede formål, der driver mig ud af kassen hver morgen. Sådan et har jeg ikke. Men der er to grunde til, at Curveball kom til verden.

Den ene er, at jeg synes, mange gør kommunikation vanskeligere og mere langhåret, end det behøver at være. God kommunikation handler (i mine øjne) ikke om lange ord, svære sætninger og tunge strategier. Kommunikation skal derimod være enkel, troværdig, konsistent og målrettet. Den skal være strategisk funderet, det kan ikke diskuteres, men dette kan også gøres enkelt og målrettet.

Den anden grund er, at jeg personligt havde lyst til at være selvstændig. Og det nyder jeg. Rigtig meget. Men den grund er ikke så interessant for andre end mig selv.

Hvorfor navnet?

Jeg har min baggrund i sportens verden, og det synes jeg, navnet gerne måtte afspejle. Derudover ville jeg gerne finde et navn, der kunne siges på engelsk, og som havde en lidt skæv vinkel. Og da jeg tilfældigt en dag hørte sætningen “Du har kastet en curveball ind i en i forvejen kompliceret situation”, greb jeg den.